Faglig støtte og inklusion

På Stidsholt er målet, at alle elever gennemgår en udvikling både socialt, personligt, fysisk og fagligt. Eleverne kan tilbydes forskellige former for støtte, for at opnå dette. Hvis der ønskes faglig støtte  eller inklusion i forbindelse med et skoleår på Stidsholt, er det vigtigt hurtigst muligt at komme i dialog med skolen herom.

Lektiecafe

Hver aften er der et åbent tilbud om lektiehjælp i skolens lektiecafe. Dette tilbud er for alle elever.

Støtte til undervisningen

Vi har mulighed for at hjælpe elever, der på forskellig vis har brug for ekstra støtte i undervisningen. Det er vigtigt, at der så tidligt som muligt drøftes, hvilke udfordringer eleven har – og hvilke af skolens tilbud, der vil passe hertil.

 Ordblinde elever

Skolen laver en særlig introduktion til CD- ord for ordblinde elever og hjælper i gang med brugen af IT-rygsæk. Ordblinde elever kan få ekstra tid til prøver og OCR-behandlede prøvematerialer.

Læsesvage elever

Alle elever på Stidsholt tilbydes blive introduceret til CD-ord, da alle elever har adgang til programmet. Efter individuel vurdering er det også en mulighed, at læsesvage elever kan få ekstra tid til prøver og OCR-behandlede prøvematerialer.

Inklusion

Stidsholt tilbyder supplerende undervisning eller anden faglig støtte til elever, der har brug for støtte under 9 timer om ugen, og som ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse med henblik på elevens inklusion i den almindelige undervisning.

Inklusion på Stidsholt kan tage forskellige former med udgangspunkt i den enkelte elevs behov:

Primært dansk, engelsk og matematik

  • Supplerende undervisning
  • Individuel undervisning
  • Støtte i den almindelige undervisning
  • Tolærerordning
  • Undervisning på særlige hold og andre ekstraordinære holddannelser

Hvordan opnås inklusionstilbud?

Inklusionstilbuddet beror på en konkret vurdering af den enkelte elev. Første step i processen for at komme i betragtning er, at forældre og elev sender en ansøgning om særlig inklusionsstøtte til Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole.

Der indkaldes inden skolestart til en samtale mellem elev, forældre og en person fra skolens inklusionsteam. Her drøftes støttebehovet og udarbejdes en handleplan.

Ansøgningsskema til Stidsholts inklusionstilbud