Vores AaB/Efterskole-samarbejde inkluderer at op til 8 meget talentfulde fodbolddrenge kan blive optaget i AaB Akademiet U17 Ligatrup(AaB står for den endelige udvælgelse – ikke Stidsholt), samtidigt med at få et fedt efterskoleophold.
Disse op til 8 talentfulde fodbolddrenge vil blive kørt ud til træningspas på AaB fire ud af fem træningsdage om ugen. Det femte træningspas om ugen trænes på efterskolens træningsbaner med fodboldlinjen og skolens cheftræner på fodboldlinjen Jonas Petersen, UEFA/DBU A-Licens træneruddannet, der også er tilknyttet AaBs U17 Ligatrup som assistenttræner.
AaB Akademiet har valgt fra sommeren 2021 at skifte samarbejdspartner på efterskoleområdet.
Efter at AaB Akademiet gennem en del år har haft et godt samarbejde med Aabybro Efterskole, bliver det fremover Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt i Sæby, der skal stille kombinationen af efterskole og drengeelitefodbold til rådighed for AaB’s akademispillere.
– Vi er utrolig glade og stolte af vores nye samarbejdsaftale med Nordjyllands Idrætsefterskole, der sikrer, at det er muligt at kombinere et efterskoleophold med at spille elitefodbold i AaB. Via denne aftale er det muligt at få det bedste fra to verdener: efterskolelivet og fodboldtilværelsen – uden at gå på kompromis med kvaliteten af begge arenaer og dermed opnå bedst mulig udvikling af den enkelte spiller såvel menneskeligt som fodboldmæssigt, udtaler AaB’s talentchef Anders Damgaard
Efterskoleforstander Andreas Ingerslev Larsen supplerer:
– Vi på Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt er stolte over at have indgået et forpligtende samarbejde med AaB, der uden sammenligning er Nordjyllands største idrætsbrand.
– Med samarbejdet med AaB giver vi de dygtigste fodboldspillere muligheden for både at spille fodbold på højeste plan og gå på efterskole. Udover at de dygtigste fodboldspillere får denne unikke mulighed giver vi også alle fodboldspillere på NIS muligheden for at komme ud og prøve at træne på et af de bedste fodboldanlæg i Nordeuropa. Samarbejdet skulle meget gerne styrke vores brand som en idrætsefterskole, hvor der bliver taget godt hånd om alle; både dem der drømmer om en professionel karriere, og dem der dyrker fodbold fordi det er sjovt, siger Andreas Ingerslev Larsen.
Har været ansat på Stidsholts Fodboldlinje siden 2013.
Uddannet UEFA A-licens i 2015.
Uddannet UEFA A-ELITE Youth-licens i 2022.
Trænererfaring som Cheftræner for U15- og U17 Ligaen i AaB, samt diverse assistenttrænerroller på AaB Elitehold mellem U14 og U19 Ligaen siden 2016.
Hovedansvarlig for skolens nuværende ELITE-samarbejde med AaB.
Tidligere Børne/Ungdomskonsulent for Frederikshavn fi.