Stidsholt - Idrætsefterskole i Nordjylland
 

Din hverdag

Morgenrutiner
På efterskolen er der stor aktivitet. Der er mange faste rutiner, som hurtigt bliver en del af din hverdag.

Om morgenen skal du selv sørge for at stå op, så både du og dit værelse er klar til morgenmad mellem 7.00 og 7.20.Mens du spiser din morgenmad tjekkes alle værelser i forhold til sengeredning og udluftning. Når alle værelser er godkendte, så er morgenmaden slut, og man følger herefter sit eget skema.

2 gange om ugen har vi fællessamling. Her har vi fællessang, oplysninger om hverdagen og informationer om arrangementer mm.

Måltider
I løbet af dagen er der 3 hovedmåltider og 3 serveringer. Der er mødepligt til hovedmåltiderne. På Stidsholt gør vi meget ud af kosten og vil gerne præge eleverne til gode, sunde kostvaner. Som elev har man en meget aktiv hverdag, og det stiller store krav til kosten.

I køkkenet laves maden fra bunden med gode råvarer. I stigende omfang anvendes lokalt producerede varer.

Til morgenmad er der buffet med forskellige morgenmadsprodukter, hjemmelavet yoghurt, tørrede og friske frugter samt brød, pålæg og ost.

Til frokost serveres dagens varme måltid. Det er typisk en kød- eller fiskeret med varieret tilbehør. Vi forsøger også at lære eleverne om en klimavenlig kost, hvilket gør, at vi kontinuerligt har fokus på mindre brug af kød ved hovedmåltiderne.

Til aftensmaden er der igen buffet med lune retter, hjemmelavet pålæg og brød.

De 3 serveringer består typisk af brød med fyld, frugt og grønt.

I kan følge vores fantastiske køkken på Instagram.

Aftenrutiner
Efter aftensmaden kan du gå i lektiecafeen. Her er der lærere til stede, der hjælper med lektier mm. Lærerne forventer, at du har styr på dine lektier og afleveringer. Er det ikke tilfældet, skæres der ned på træning og kamp, til det er bragt i orden.

Aftenerne er præget af, at det er en idrætsefterskole. Hvis der ikke er kampe, er der fuld tryk på i hallen med aktiviteter. Tiden bruges også ofte i vores styrkerum eller med en god film i vores kæmpe store sofa, som bliver kaldt flyderen.

Inden sengetid skal skolen gøres ren, så det er et rart sted at være. Derfor får du tildelt et rengøringsområde, som du skal sørge for bliver gjort rent og pænt.

Klokken 21.30 samles alle til fælles hygge i spisesalen, nogle gange synges der, andre gange snakkes der, uanset hvad, er det en god måde at slutte dagen på.

Klokken 22.00 afleveres pc’er, iPads og mobiltelefoner i skabe, som låses om natten. Det gør vi for at sikre, at du får søvn nok, så du kan klare din skole og sport. For lidt søvn giver dårligere indlæring og flere skader! Klokken 22.20 er alle på deres eget værelse, og klokken 22.40 skal der være ro på skolen.

Vil du vide mere?

Indtast dit telefonnummer og vi ringer dig op