Stidsholt er nu også en springgymnastik-efterskole
Springgymnastik er helt nyt for os at tilbyde på Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt, men vi er meget begejstrede over, at vi nu kan tilbyde vores elever denne nye motionsform. Vi skal øve en masse forskellige gymnastikøvelser som salto med halv og hel skrue, flikflak, kraftspring og meget mere.
Her har du mulighed for at give den gas sammen med andre elever, der også elsker springgymnastik. Vi hopper blandt andet på stortrampolin direkte ned i springgraven fyldt med pomfritter og meget mere.
Vælg en efterskole med spring, hvis du gerne vil udfordre dig selv. Alle elever er velkomne til at vælge springgymnastik på vores efterskole – uanset om du er nybegynder eller øvet.
Træningen på vores efterskole med springgymnastik
Da skolen ikke selv har faciliteter til springgymnastik, har vi lavet en aftale med Springteam Sæby, og vi har flyttet undervisningen ind til Spektrum i Sæby. Her har vi mulighed for at bruge alle de rette remedier, der skal til for at få en fed og udfordrende træning.
Vi har tilknyttet kompetente og erfarne trænere, som hjælper dig med at udvikle dine spring og giver dig de rette teknikker til at komme i mål med dem. Springgymnastik er krævende for kroppen, så det er vigtigt at have teknikken på plads fra start for at undgå skader. Alt dette har vi styr på, så du kan trygt lade vores trænere guide dig.